Så vågner bloggen igen
Ja, tiden går og pludselig opdager jeg, at jeg ikke har fået skrevet på bloggen i flere måneder. Så det er hermed besluttet, at få vækket den til live igen.
Hvorfor er der så ikke blevet skrevet mere på bloggen ?
Vi har i firmaet simpelthen haft de travleste måneder nogensinde med, at lave flotte løsninger til vores kunder, så man skal være et skarn, hvis man beklagede sig i disse her tider. Jeg har derfor brugt tiden på arbejde og få forretningsgange og systemer endnu mere trimmet og det synes nu endeligt, at være tilendebragt.
Jeg har sat min revisor i gang med oprettelse af et holding selskab, hvor jeg i de næste par år vil begynde, at investere i virksomheder og gode ideer. Jeg føler med snart mange års erfaring med ”business”, at tiden måske er moden til, at bruge den erfaring og selvfølgelig på langt sigt, få fornuftige afkast på investeringerne.
Jeg netværker på det uformelle niveau, med nogle spændende mennesker og der kommer hele tiden gode muligheder forbi mit skrivebord ….
Forleden havde jeg en super spændende aften med en samarbejdspartner, som havde inviteret mig til et arrangement i Speakers Club i København, hvor temaet var Networking.
Et indlæg blev leveret af Mads Kjær, som fortalte om hans virksomhed MyC4, som har til formål at afskaffe fattigdom i Afrika ved at yde mikrolån til afrikanske iværksættere. Her kan man gå ind på deres hjemmeside, registrere sig og yde lån til en ganske fornuftig rente til Afrikanske iværksættere. Man skulle umiddelbart tro, at det er en dårlig forretning og man ikke ser sine penge igen. Men det er altså ikke tilfældet, da langt de fleste betaler sine lån tilbage med renter. Rigtig godt og gennemtænkt projekt, med gode fremtidsmuligheder.
Se mere her: myc4.com
Der var (gen)starten på en ny periode med flere indlæg på min lille blog.
Mvh
JPK

